Mad i byenGuider
Af Mathilde Mågård Hansen
Er du vild med at prøve nye restauranter?
Så skal du endelig læse videre.
Vi har nemlig samlet alle de mest spændende nye restauranter, barer og caféer i København, som alle er et besøg værd.
Velbekomme!
Bouillon
Manden bag restaurantkæden Cofoco, Torben Klitbo, er træt af, at det skal være så dyrt at gå ud at spise.
Derfor åbner han på fredag et spisested efter parisisk forbillede ud fra grundidéen: ”God mad til billige priser i smukke lokaler”.
Her kan du blandt andet få forretter fra 19 kr. og hovedretter fra 79 kr.
Det inkluderer bl.a. retter som Sterk Frites, tatar, fransk løgsuppe og ravioli – alt sammen til MEGET gode priser.
Torben Klitbo åbnede sin første restaurant i 2001 og introducerede med Cofoco danskerne for faste menuer til en skarp pris og lavede dermed om på den københavnske madscene for altid.
Siden han solgte Cofoco i 2016, har han sammen med partnere været med til at åbne en lang række restauranter og spisesteder bl.a. Fatty’s, Killer Kebab, Pizza Bro, The Shrimp på Hotel Sankt Annæ og Goldie på Griffenfeldsgade.
Hvad:Bouillon
Hvor:Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg
Hvornår:Åbner 15. september
Masseria
Nicola Fanetti og Ursula Waltemath fra Brace starter et nyt kapitel, idet de er gået sammen med restaurantgruppen Sovino Brands om at åbne en ny pastabar i København.
Pastabaren bærer navnet Masseria og ligger i Kødbyen, hvor du kan fornøje dig med retter fulde af kreativitet og italienske finesser.
Ifølge Nicola Fanetti og Ursula Waltemath er nøgleordene på det nye spisested kvalitetstid, selskabelighed og italiensk varme, idet disse værdier er kommet til at betyde mere for dem oven på corona-pandemien, og det er de nok ikke ene om.
Maden på menukortet bliver af høj kvalitet, men samtidig rustik, da inspirationen i høj grad er hentet i Italiens landlige egne.
Masseria bliver på mange måder mere uformel end Brace, men det betyder ikke, at kvaliteten vil være anderledes.
Teamet på Masseria kommer nemlig til at arbejde med bæredygtighed og råvarer af høj kvalitet på samme måde
Hvad:Masseria
Hvor:Flæsketorvet 50, 1711 København V
Hvornår:Åben alle ugens dage til frokost og aften
Judie
Der er ingen tvivl, om at Nyhavn er et af byens mest velbesøgte steder for turister i København, men for de tre ejere af Judie, Marc van Hauen, Frede Madsen og Chris Franklin Gammelgaard Andersen, vil de også gerne give københavnerne en god grund til at komme forbi.
Og hvilken bedre måde end med smørrebrød findes der så egentlig?
Marc van Hauen og Frede Madsen har det sidste år haft stor succes med vinbaren og restauranten Janice på Vesterbro, men drømmen om en klassisk frokostrestaurant har altid været der.
Derfor er de gået sammen med Chris Franklin Gammelgaard Andersen, der tidligere har vundet DM i smørrebrød.
De er rykket ind på førstesalen af det flydende teaterskib i Nyhavn, og det giver dem altså en helt formidabel placering.
Indretningen er nordisk og med lyse møbler i træ – og selvfølgelig en lækker udsigt til både vand og travle Nyhavn på den anden side.
Hos Judie laver de det hele fra bunden, og selvom menuen er ret klassisk, så kommer de flotte ‘madder’ alligevel med deres eget ‘touch’.
Her er for eksempel rød karry, rejer med sichuanpeber og roastbeef af okseculotte på menuen. Det er det helt små detaljer, der pilles ved.
Priserne på smørrebrød begynder fra 95 kr.
Hvad:Judie
Hvor:Nyhavn 26, 1051 København K
Hvornår:Åbent til frokost fra onsdag-søndag
Sidechick
Hos Zahida finder du masser af eksotiske smage og krydderier fra det pakistanske køkken, og dem har de taget med til Nørrebro.
På Guldbergsgade har de nemlig åbnet Sidechick, som er drevet af deres populære fried chicken burger.
På menuen er også retter som masala fries, gunpowder chicken med masala og tamarind samt chicken wings, og det hele kommer med masser af smag, som er lidt til den ‘spicy’ side.
Burgeren består af en briochebolle med ost, harissa mayo grønt, og ikke mindst den famøse kylling, der også har hentet en smule inspiration i det amerikanske køkken.
Den er både mør, super snasket og godt krydret.
Du kan få en burger for 95 kr., men vi vil altså stærkt anbefale at tage en menu med burger, masala fries, dip og en drikkevare til 195 kr.
Deres fritter er nemlig nogen af de bedste, vi længe har smagt.
Hos Sidechick er der en dejlig uformel stemning, og du kan både sidde her eller købe maden med som takeaway.
Hvad:Sidechick
Hvor:Guldbergsgade 7a, 2200 København N
Hvornår:Åbent onsdag-lørdag fra kl. 16.30-21 og søndag fra kl. 12-17
Sunset Noodle
Krydrede og smagfulde thairetter, flotte drinks og god stemning lyder jo som den perfekt trio.
Og det er heldigvis også lige præcis, hvad du finder på de to stjernekokkes, Andreas Bagh (Esmée) og Will King Smith (Goldfinch), nye restaurant på Ny Østergade i Indre By.
Drømmen har været at skabe en autentisk thairestaurant med alt, der hører sig til af store smage, livlig atmosfære og ’kitch’ indretning.
Og især den sidste del har altså fået fuld smadder.
Hele restauranten lægger op til, at du skal tage alle dine bedste venner med under armen – men det gør menuen også.
For det er social dining, hvor maden er oplagt at dele, og I kan for eksempel få en 10-retters sharingmenu til 485 kr. pr. person.
Hvad:Sunset Noodle
Hvor:Ny Østergade 14, 1101 København K
Hvornår:Åbent søndag-onsdag fra kl. 16-00 og torsdag-lørdag fra kl. 16-02
Apéro
I sommer udvidede smørrebrødsfavorit og Bib Gourmand-vinder Restaurant Møntergade med en ny ambitiøs vinbar.
Apéro åbnede i det gamle røde hus på modsatte side af gaden, der i de sidste par år har været brugt til private dining, men nu skulle der ske noget nyt i de smukke, historiske lokaler.
Der er et stort udvalg af vin på glas, og priserne begynder fra bare 90 kroner.
Udover vin kan du også drikke både vermouth, highball drinks og øl, og i kælderen kan du booke din helt egen kok for en aften.
Bliver du sulten kan der bestilles retter som østers, arancini, pappardelle og fried chicken.
Læs mere om Apéro her.
Hvad:Apéro
Hvor:Gammel Mønt 41, 1117 København
Hvornår:Åben tirsdag-lørdag fra kl. 13-24 (mad fra kl. 14). Åbner d. 23. maj
Bistro Summér
Filosofien på den nye bistro Summér i Nyhavn er ret simpel: det skal være bistrokøkken af lokale råvarer i tårnhøj kvalitet og skønne vine.
Bag bistroen står Thomas Haldrup og Ronni Mikkelsen, der i forvejen driver ‘den Bornholmske ambassade’ Restaurant Koefoed og Restaurant Hummer, hvor sidstnævnte også holder til i Nyhavn. Lige inde ved siden af faktisk.
På deres menukort finder du retter som østers, dampede muslinger, en halv gratineret hummer, karamelliseret løgtærte men også flere retter med kød. Blandt andet Steak Frites, tatar og grillet ribeye, så her er noget for enhver smag.
Skal du gå all-in, så er her skaldyrsfad med østers, jomfruhummer, petoncles og ceviche.
Du kan også gå ‘den lette vej’ og vælge fem serveringer til 395 kr. eller syv til 495 kr.
Hvad:Bistro Summér
Hvor:Nyhavn 65, 1051 København K
Hvornår:Åbent mandag til søndag fra kl. 11.30-24
Beviamo
Her kom i juni nye ejere hos Beviamo på Nordre Frihavnsgade, og det er nogle særdeles rutinerede folk.
De står nemlig bag pasta-paradiset, Rufino Osteria, på Christianshavn.
Hos Beviamo er der ingen fine fornemmelser eller pinlig stilhed – bare en masse god mad og nærværende betjening.
Du kan både vælge at gå a la carte eller snuppe en af deres to tastingmenuer, hvor man kommer godt omkring menuen.
Her er tre retter for 325 kr. eller seks mindre for 445 kr.
Hvad:Beviamo
Hvor:Nordre Frihavnsgade 58, 2100 København Ø
Hvornår:Åbent tirsdag til lørdag fra kl. 15-23
Cleo
I maj udvidede restaurant-kongerne bag Frank, Polly, June og Grimal med femte restaurant i rækken.
Et uprætentiøst spisested med et udogmatisk køkken, co*cktails til under 100 kr. og naturlige vine på kortet.Og masser af musik!
Ambitionen med Cleo er et lokalt sted, hvor nøgleordene er low key, value for money, værtskab og stemningen i højsædet.
Du kan vælge mellem a la carte eller en sammensat menu på 8 serveringer til 390 kr. pr. person, som hele bordet deler. Menuen justeres efter temperament og sæson men er overvejende pescetarisk.
Musik vil være en stor del af Cleo’s DNA – og derfor vil der regelmæssigt vil være dj’s på de to pladespillere i restauranten.
Jonas Franck, som også er køkkenchef på Frank har tidligere arbejdet på bl.a. Kong Hans, Geranium og Estela i New York, tager sin uprætentiøse men karakterfulde stil med sig til Cleo.
Hvad:Restaurant Cleo
Hvor:Rantzausgade 56, 2200 København N
Hvornår:Åben alle ugens dage
ROOF Bar & Lounge
Hist og her i København er der steder, hvor man kan komme op i højden og nyde synet af byen fra oven.
Men modsat mange andre storbyer som blandt andre New York og Singapore er der i København kun få rooftops, hvor du kan hænge ud og drikke co*cktails, mens du kigger ud over tagene.
Nu tager byen dog et kæmpe skridt i den rigtige retning, da den har fået sin hidtil vildeste tagterrasse.
Den har fået navnet ROOF Bar & Lounge og er bestemt værd at lære at kende, for vi tør godt love, at det bliver et af Københavns lækreste steder at slappe af og nyde drinks med vennerne.
På Christianshavn, lige ved Knippelsbro og vandet, ligger bygningen, der i folkemunde kaldes Ørkenfortet og tidligere har huset såvel B&W’s kontor som en bank.
Her er de seneste år sket en stor forvandling efter, at den internationale kæde Minor Hotels åbnede et af deres upscale hotelbrands NH Collection i den historiske bygning.
Bygningen er blevet renoveret fra top til tå og står nu knivskarpt, og som kronen på værket har man nu anlagt en grøn oase på toppen.
Udover co*cktails vil man her kunne få serveret “snacks, nibbles and bites”, hvilket vil sige et udvalg af mindre, delikate retter såsom smørrebrød, østers, salater og et charcuteribræt.
Kigger man i co*cktailkortet, ser man, at også her har ROOF Bar & Lounge ladet sig influere af omgivelserne, for de forskellige drinks sender referencer til københavnske bygninger og er alle tilknyttet en lille fortælling.
Hvad: ROOF Bar & Lounge
Hvor: Strandgade 7, 1401 København K
Hvornår: Åbent alle ugens dage
Plates
Du husker ham måske fra TV-programmet Masterchef, Kong Hans Kælder eller fra den meget omtalte gourmetrestaurant, Kokkeriet, hvor han var med til at skaffe en Michelinstjerne som den yngste danske kok nogensinde.
Nu vender David Johansen endelig tilbage til restaurationsbranchen efter seks år fravær.
Og det foregår altså også hos NH Collection Copenhagen, der ligger lige i vandkanten ved Knippelsbro på Christianshavn.
Den nye restaurant kommer til at gå under navnet Plates, og omdrejningspunktet i restauranten bliver delevenlig mad.
Her vil også være en co*cktailbar med både klassiske og innovative co*cktails.
Hvad:Restaurant Plates
Hvor:NH Collection Copenhagen, Strandgade 7, 1401 København K
Hvornår:Åbner d. 4. september
Abrikos
Åbner du Instagram, så er der madbilleder her, der og alle vegne.
Og lige nu særligt af en sandwich.
Den kommer fra Abrikos, som har åbnet en butik på Nørregade.
Hos Abrikos kalder de selv deres menu for “slow fastfood-sandwich”, hvilket refererer til det gastronomiske niveau, som Kristina, Mathias og Andrea ønsker at løfte sandwich til.
Det hele er gennemtænkt ned til mindste detalje, og du kan bl.a. vælge mellem en sandwich med æggesalat, skinke og ost, laks og rogn, cordon bleu, agurk og flødeost samt deres vegetariske og veganske udvalg.
Hvad:Abrikos
Hvor:Nørregade 38, 1165 København K
Hvornår:Åbent onsdag-lørdag fra kl. 11-19
Leafs
Er du glad for drinks, lækker og delevenlig mad – og måske en lille smule festlig stemning – så kender du måske allerede Yellow på Nørrebro.
Det er det oplagte sted at tage hen med vennerne en fredag aften, hvis I gerne vil have en god aften, uden det behøver at koste kassen.
Nu har det rutinerede hold bag Yellow udvidet med endnu en restaurant på Nørrebro.
Den nye restaurant og bar hedder Leafs, og du finder den på adressen Hørsholmsgade 32 lige ved Nørrebroparken og Stefansgade.
En adresse hvor den populære café, Taxa, har holdt til i mange år.
Den er nu lukket, og i stedet er folkene bag Yellow rykket ind med en masse co*cktails, mad og god stemning.
På Leafs’ hjemmeside har de en del fristende menukorts – blandt andet et med ‘daytime drinks’ og ‘weekend brunch’.
I weekenden lægger de hårdt ud fra kl. 11 med lækre retter som crispy fritter med svampe og trøffel mayo, Eggs Bededict samt vafler med kylling eller bær.
Hvad:Leafs
Hvor:Hørsholmsgade 32, 2200 København N
Hvornår:Åbent onsdag-torsdag fra kl. 15-00, fredag kl. 15-02, lørdag kl. 11-02 og søndag kl. 11-17
Lupo
Madklubben har endnu en gang åbnet en ny restaurant.
Lupo har fået til huse i den gamle stationsbygning ved Frederiksberg Metrostation og Solbjerg Plads med Madklubben Frederiksberg som nabo.
Målsætningen er at skabe en uformel oplevelse med italienske køkkendyder i højsædet, og pastamaskinen er allerede i fuld sving.
Menuen består af lige dele klassiske italienske snacks som coppa, burrata og vitello tonnato samt en række pastaretter.
Derudover finder du altid både større kød- og fiskeretter på tavlen, som skifter meget jævnligt.
Fælles for hele kortet er, at alt er lavet med respekt for autentiske italienske tilberedningsmetoder og opskrifter.
Hvad:Lupo
Hvor:Solbjergvej 8, 2000 Frederiksberg
Hvornår:Åbent tirsdag til lørdag
Kala Bar
I marts åbnede der en ny café på Ryesgade.
Navnet er Kala Bar, og vi har været en tur forbi for at tjekke stedet ud, der allerede er blevet en kæmpe succes blandt de lokale.
Bag caféen står bl.a. Marcus Ingvartsen, der lige nu brillerer i Superligaen – og så er han sammen med sin kone Simone, bror Marcus og gode ven Simon, en kæmpe kaffenørd.
Her er mange fristende ting at vælge imellem, når man skimmer menukortet hos Kala Bar.
Blandt andet grillet sandwiches, omeletter, french toast og croissanter, men det er altså deres ‘Kala Tallerken‘ som er den store vinder.
Her får du både surdejsbrød med fyrtårnsost, ristet rugbrød med avocado, blødkogt æg, yoghurt med granola og kompot, det famøse bananbrødog en valgfri varm drikkelse til 195 kr.
Brød og croissanter får de fra Andersen og Maillard, da de selv mener, at de tilbyder et bedre produkt, end de selv kunne bage i lokalerne, men bananbrød, cookies, granola og lignende bager de selv.
Hvad:Kala Bar
Hvor:Ryesgade 25, 2200 København N
Hvornår:Åbent mandag-lørdag fra kl. 8-17 og søndag fra kl. 9-16